Japanske uniformer – Tøj, identitet og rum
Indholdsfortegnelse
I en verden præget af kulturel mangfoldighed og individuel selvudfoldelse, kan det virke som om, at vi alle stræber efter at skille os ud og udtrykke vores unikke personligheder. Men, som det ofte er tilfældet, er ting ikke altid, hvad de umiddelbart synes at være. Dybt forankret i den japanske kultur er en unik tilgang til påklædning, der udfordrer den vestlige forståelse af individualisme. I denne artikel vil vi udforske det fascinerende univers af japanske uniformer og deres rolle i at forme identitet og rum i Japan. Fra skoleelever i traditionelle uniformer til kontorfolk i jakkesæt og farverige modetrends, vil vi træde ind i den spændende verden af japansk påklædning og undersøge, hvordan det går ud over blot at være tøj, og i stedet bliver en marker for samfund, hierarkier og kreativ selvudfoldelse. Velkommen til en rejse gennem de mange japanske uniformer.
De mange japanske uniformer - Tøj, identitet og rum
En gammel, tværkulturel myte fortæller, at alle japanere ligner hinanden. Det udspringer fra tanken om at vi her i Danmark, og bredere set i Vesten, kan lide at tænke at det unikke og individuelle er normen, modsat resten af verdenen. Sådanne myter er nu ikke fremmede, og giver en hånd med at forstå dele af fremmede kulturer for en. Men selvom myter nu er myter, kan de til tider have hold i noget, og det gælder også for denne om Japan. For selvom alle i landet jo er unikke individer, løber der faktisk en tydelig ensformighed gennem mange områder af kulturen. En af dem er de tøjstile, som japanere har livet igennem.
Japans mange uniformer
Når man, som jeg ofte har gjort, rejser på budget i Japan, ender man ofte med at bo på hostels, sharehouses og andre beboelser ude i de japanske forstæder. Når man med base her står op eller kommer hjem fra sightseeing, møder man ofte det japanske folk i deres hverdagsrammer. Her blev jeg ofte forbløffet når jeg enten så en skole møde ind om morgenen, eller når de forlod skolen, når klokken ringede ud. Forbløffelsen kommer når jeg så hundredevis af elever flokkes i skolens indgange, iført deres traditionelle skoleuniformer.
et hav af animé, manga, film og tv-serier, som udspiller sig gennem skoleårene for serien figurer. I de fleste finder man et karaktergalleri af figurer med hår i alle regnbuens farve, excentriske personligheder, og sågar til tider superkræfter. Men trods de diverse udseende går ét træk altid igen blandt figurerne: uniformen der markerer fællesskabet de er del af.
Hvis du så rejser med tog eller bus i myldreriden, kan du opleve et syn lignende flokkene af de uniformerede skolelever. Her rejser de mange kontorfolk på vej på arbejde, iklædt talrige ensudseende jakkesæt. De er på vej på kontoret, blandet i et virvar med eleverne på vej i skole, og mange andre japanere iført deres daglige uniform. Tager du på shoppingtur senere på dagen vil du så opdage, hvordan alle forretninger ofte også arbejder med en form for dresscode, uanser erhverv og mandsskab.
Hvis ikke mønsteret tegner sig selv, kan det kort beskrives sådan her; I hver sit 9-5 tidsrum i Japan går borgeren i en form for univorm med uniform. Til hverdag og i dagtimerne, er den enkelte del af et fællesskab, og fællesskabet personen tilhører på det givne tidspunkt kendes på uniformen. I Japan bestemmes uniformen af viseren på et ur, for det “uniforme” noget der følger dem livet i gennem, hvor den almene japanere opleve at gå i et hav uniformer i sit liv.
En tid og et sted, og et outfit til lejligheden
Og selvom skoledagen er lang, tager alle ikke uniformen af, når klokken ringer ud. Rigtig mange japanere har i deres ungdom et tæt tilhørsforhold til foreningsidrætten, og her går de igen i uniform, især hvis de går til traditionelle kampsporte som karate, judo eller kendo, hvor der til hver er et særpræget sæt tøj man bærer, når man går til en af sportsgrenene.
Får man sig et fritidsjob i Japan, er der som oftest også en uniform involveret. Mange Japanske piger bliver f.eks. miko i lokale shintotempler, hvor de går i forskellige klæder, alt efter ens pligter, bl.a. både en særlig hakama, haori eller kimono. Selv japanere, der får jobs i de private erhverv, møder ind til dresscodes, så man klart og tydeligt viser man er på arbejde, og er en del af kollegagruppen.
Når den almene japaner så en dag går ud af skolesystemet, kommer de ud på arbejdsmarkedet. Selvom de firkantede regler er blevet lempet i nyere tid, er der stadig rammer og forventninger til ens klæder her. Får man et kontorjob, hedder jakkesæt, skjorte og slips – uanset kønnet. Reglen går igen på de fleste arbejdspladser, om man er salaryman, sygeplejerske, bibliotekar eller håndværker, alle steder går man i en slags uniform der signalerer ens professionelle rolle i hverdagen, og i det bredere japanske samfund. For klæderne er i Japan ikke bare for fornøjelsen, men også en social ting.
“En mand er det rum han træder ind i”.
I tv-serien “Mad Men” laves der adskillige referencer til japansk kultur. I første sæson fortæller den excentriske forretningsmand, Bert Cooper, i et filosofisk lune at man i Japan har et citat: “En mand er det rum han træder ind i”. Citatet er fiktivt, men det underliggende budskab bærer en sandhed, der også gælder for tøjet man bærer i Japan: Man er i en rolle i et tid og sted, og det kendes på de klæder der udgør ens “uniform”.
Dragt, farver og pladsen i hierarkierne
Jeg var i 2018 på udveksling i Japan, hvor jeg befandt mig i det måske eneste skolemiljø, hvor man er fri for uniformen: universitetet. Det japanske universitetsliv er langt mere frisindet og liberalt med beklædning end det bredere samfund, og selvom nogle elever eller undervisere ganske vidst møder op i stiv puds, var t-shirts og denim bukser også en del af hverdagen. Og dog, selv oplevede jeg også en slags ensformighed; modetrends gik ganske ofte igen blandt de studerende, som om fællesskabsfølelsen fra klæderne fandt vej, selv i deres korte års frirum på universitetet.
Universitetet er tilfældigvis også det første tidspunkt i Japans skolesystem, hvor man vælger at læse, frem for at skulle – det er uden for den “almene” skolegang. Så her er frirummet til at vælge ens eget tøj. Og når de en dag blev færdige og skulle ud i voksenlivet kom en ny frihed, i form at at man nu skulle vælge den rolle man skulle ud og varetage.
Vælger man f.eks. at blive lærer i Japan er dresscoden, som så mange andre steder, en formel uniform, der næsten altid indebærer jakkesæt eller skjorte. Men mens eleverne får udleveret en uniform, kan mange lærere vælge den selv, og med mere råderum i valget af farver og klæder, når de møder ind. Heri fremkommer den hierarkiske skelnen mellem eleven og læreren, man kender fra Japan. Som med uniformer finder man i Japan et andet kulturelt artefakt i Japan, der er udgået her i Danmark. Man omtaler i alle tilfælde hinanden ved titel, foregået af ens efternavn. Læreren er sensei, mens elever kun eller san. Og som det er med tøjet, kommer titlen også med rollen, og den højere og mere voksne position i samfundet. Lignende regler gælder også i templerne, hvor en miko har lignende, men også meget anderledes tøj end præsten, ganske som i mange andre religiøse dele af Japans samfund.
I skole, arbejde og hobby har Japaneren en dresscode. Det kan lyde firkantet, men i Japan gør tydelige hierarkiske markører stadig meget for at den enkelte indgår i den kollektive opdragelse, som alle samfund nu har. Unikt er det dog, hvor meget det løber med, selv når Japaneren helt tager fri.
De korte stunder, hvor det uniforme og kreative krydser
I Japan er der altså mange uniformer. Nogle vælger man selv, andre får man tildelt i udvalgte dele af livet. Men Japan har også et omdømme som en vild og farverig nation, når det handler om mode. I moden er der forskellige modetrends, såsom inspirationen fra otaku-kultur, og nogle af dem kommer også med ensformighed, der selv i sin kreativitet udgør en slags uniform. Gyaru-piger, ikemen, og andre trends er fyldt med farver, og den kreative tilgang bliver en del af uniformen.
Og når man tager til en japansk festival er standarden jo også at gå i de traditionelle klæder, men her har man så friheden til at vælge sin helt egen. Få steder samles der flere farve, mønstre og symboler end under lyset fra gadelamper og lanterner, i strædet af boder til en japansk matsuri. Jeg har kendt mange folk der købte japansk festival tøj med hjem fra Japan, og vækkede nysgerrige blikke når de fandt lejligheder til at gå i dem. Stik omvendt er jeg aldrig selv blevet set af så mange forvirrede blikke, som da jeg mødte op til en hana-bi festival, kun iført tank top og khaki-shorts, en sommerdag efter byvandring.
Regler og tøj går ofte hånd i hånd, i samfund verden overi. Mange steder er det blevet friere med tiden, men den dag i dag kan man stadig mærke at tøj i Japan er mere end bare det man føler for at gå i, fra dag til dag – det er et signal om, hvem du er og, hvor du er og ofte om, hvad din dagligdag går ud på.
Heldigvis er der frisindethed nok i Danmark til at du kan gå med lige det tøj du føler for, når du føler for det. Selv det du måske har købt hjem fra Japan. Hvis din interesse ligger der, er der faktisk få bedre måder at sige det på, end at tilføje lidt japansk mode til din tøjstil – på en måde at det bliver en “uniform” der fortæller om din passion for Japan.