Kend din traditionelle japansk tøjstil – en guide til fra Kamakura til Meiji-perioden
Indholdsfortegnelse
Når mange tænker japansk æstetik og skal forestille sig noget meget traditionelt japansk tøj så er det ofte tøjstilene der opstod fra Kamakura peridden til og med Meiji perioden. Det er bl.a. Fordi at disse perioder var stærkt influeret af samuraiernes storhedstid, som i manges øjne er forbundet med Japans krigeriske historie og æstetik. Meget af tøjet fra disse perioder ses stadig bredt i det japanske modebillede, hvor den traditionelle symbolik smeltes sammen med bærens individuelle udtryk.
Japan er et land, hvor fortid og nutid smelter sammen i en harmonisk dans, og dette ses tydeligt i landets modehistorie. Fra de flydende silhuetter af traditionelle kimonos til den moderne blanding af østlige og vestlige stilarter, har Japans beklædning altid været et udtryk for både tidsånden og de dybere kulturelle strømninger. I denne blog dykker vi ned i nogle af de mest bemærkelsesværdige perioder i Japans historie for at udforske, hvordan beklædning ikke kun var en praktisk nødvendighed, men også en kunstform og et spejl til samfundets sjæl. Gennem Kamakura, Muromachi, Edo og Meiji perioderne vil vi se, hvordan tøj har formet og er blevet formet af Japans rige kultur og tradition.
Japansk tøjstil i Kamakura perioden (1185-1333):
Kamakura perioden markerer en vigtig overgang i Japans historie. Ikke kun politisk, med etableringen af Kamakura shogunatet, men også kulturelt, især når det kommer til mode.
En typisk japansk tøjstil for Kamakura-perioden indebar følgende dele:
- Shitagasane: Dette indre lag af tøj blev båret under den primære kimono og fungerede som en form for underkjole. Lavet af fine stoffer, var det ofte dekoreret med delikate broderier og mønstre, der kun blev set, når bæreren bevægede sig og lagene skiftede.
- Uchikake: Dette er en lang, udvendig kimono, ofte båret af kvinder af høj status. Den var karakteriseret ved dens rigdom i farve og design, med prangende broderier, der ofte afbildede scener fra naturen eller klassisk litteratur.
- Hakama: Traditionelle benbeklædning, der kan ligne både bukser og nederdele. Mænd i Kamakura-perioden bar typisk hakama med deres kimonoer, især ved formelle lejligheder eller som en del af deres samurai-uniform.
- Kesa: En form for liturgisk klædningsstykke, der blev båret af buddhistiske munke og nonner. Denne rektangulære kappe blev draperet over den ene skulder og var ofte fremstillet af dyrebroderede materialer.
- Eboshi: En sort lakeret hat, der blev båret af adelsmænd og samuraier i Kamakura-perioden. Denne karakteristiske hat blev ofte brugt ved ceremonielle lejligheder.
- Hitatare: Et to-delt outfit bestående af en jakke og bukser. Det blev ofte båret af samuraier og krigere i denne periode. Hitatare var præget af dens brede ærmer og rummelige bukser, som gav bevægelsesfrihed under kamp.
- Sokutai: En meget formel klædedragt båret af hofmænd under ceremonielle lejligheder. Den bestod af flere lag, herunder en ho-bakama (bred buks), en kimono og en kappe, samt en særlig hat kaldet kanmuri.
Historisk og Kulturel Kontekst:
Den Kamakura periode så en stigning i magten hos samuraiklassen. Dette blev reflekteret i mode, hvor praktiske elementer, der var nødvendige for en kriger, blev integreret i dagligdags beklædning. Samtidig bevarede aristokratiet fra den forrige Heian-periode deres præference for lagdelt tøj, hvilket resulterede i en fascinerende fusion af stilarter.
I Kamakura-perioden blev fundamentet for den unikke “japanske tøjstil” cementeret med en balance mellem aristokratisk elegance og samurai-funktionalitet.
Overgangen fra Heian-perioden bragte en ændring i æstetik. Mens Heian-perioden værdsatte en slags forfinet elegance, blev Kamakura-perioden mere jordnær og robust, hvilket afspejlede det mere tumultariske sociale og politiske klima.
Japansk tøjstil i Muromachi-perioden (1336-1573)
Muromachi-perioden, ofte også kendt som Ashikaga-perioden, var en tid med kunstnerisk innovation og kulturel udveksling. Denne periode oplevede en blomstring af kultur, hvor både elite og almindelige folk engagerede sig i kunstneriske bestræbelser, og dette afspejles i mode.
- Kamishimo: En overdel bestående af en overkimono med delt front og ryg samt en bredere hakama båret over. Dette var en formel påklædning, der ofte blev associeret med samurai klassen.
- Haori: Haori er en kort kimono-lignende jakke med brede ærmer, der normalt blev båret over en kimono som en form for overtøj. Haori blev båret af både mænd og kvinder og havde praktiske og æstetiske funktioner. I Edo-perioden var haori populær som en del af samuraiklassens påklædning, men det blev også båret af borgere uden for samuraiklassen. Haori blev ofte båret under formelle lejligheder som ceremonier og festivaler og kunne være dekoreret med farverige mønstre og familieemblemer.
- Tabi: Sokker med en opdelt tå, der blev båret med traditionelle japanske sko som zori og geta.
- Nagajuban: En form for underkimono, der blev båret som et basislag under den yderste kimono. Det fungerede som et beskyttende lag og hjalp med at absorbere sved.
- Happi: En løstsiddende jakke med brede ærmer, der ofte havde farverige mønstre eller familieemblemer. Happi blev båret som arbejdstøj eller under festivaler.
- Kosode: Denne beklædningsgenstand kan betragtes som forløberen for den moderne kimono. I modsætning til tidligere stilarter, der var mere lagdelte, var kosode mere enkel og praktisk. Den blev båret tættere på kroppen med mindre overlappende stof og var tilgængelig for folk fra forskellige samfundsklasser.
- Hakama: Oprindeligt bukser designet til mænd, blev hakama også populær blandt kvinder i denne periode. Hakama blev ofte båret over kosode, især under ceremonielle lejligheder, og gav en formel flair til ensemblet.
- Obi: Obi er et bredt bælte, der bruges til at binde en kimono eller kosode. Selvom obi eksisterede før Muromachi-perioden, blev det i denne æra mere fremtrædende og begyndte at tage sin nuværende form. Det blev bredere og mere dekorativt, og forskellige metoder til at binde obi udviklede sig, hvilket resulterede i en række kunstneriske knuder og bøjler.
- Geta: Geta er træsandaler, der blev populære i denne periode. De har en særegen form med to trætapper under sålen, som giver bæreren lidt højde fra jorden. Ud over at være praktiske i regnvejr, blev de også betragtet som et stilfuldt fodtøj, især når de blev kombineret med farverige sokker kaldet tabi.
- Tabi: Tabi er traditionelle japanske sokker med en adskillelse mellem storetåen og de andre tæer. De blev designet specifikt til at blive båret med fodtøj som geta og zori. Tabi blev lavet af forskellige materialer, fra fint silke til robust bomuld, afhængigt af lejligheden og bærerens status.
- Hitoe: Dette er en type kimono uden foring, hvilket gør den ideel til sommerbrug. I Muromachi-perioden blev hitoe mere udbredt på grund af dens lette og åndbare natur, hvilket gav komfort i Japans fugtige somre.
- Furisode (kvinder): En stilfuld yukata med lange, svungne ærmer, der blev båret af unge ugifte kvinder. Furisode var farverige og dekorative og repræsenterede ungdom og skønhed.
Historisk og Kulturel Kontekst:
Under Muromachi-perioden voksede shogunatets magt, og med det kom en ny æstetik. Mens den tidligere Kamakura-periode havde været præget af samuraikulturen, blev Muromachi en tid med større kulturel udveksling, især med Kina. Dette påvirkede mode, hvor nye stoffer, farver og design blev introduceret i Japan.
Muromachi-perioden skabte en diversificering i japansk tøjstil, hvor både hverdags- og ceremoniel beklædning blev påvirket af kulturel udveksling og urbanisering.
Urbanisering og væksten af bycentre som Kyoto betød også, at mode blev mere tilgængelig for den almindelige mand. Dette resulterede i en diversificering af stilarter og en hurtigere udvikling af nye modetrends.
Japansk tøjstil i Edo-perioden (1603-1863)
Edo-perioden, også kendt som Tokugawa-perioden, var en tid med relativ fred og stabilitet under Tokugawa-shogunatets regering. Denne periode oplevede en bemærkelsesværdig urbanisering, især i Edo (nuværende Tokyo), og med det en blomstring af kultur og mode, som blev tilgængelig for en bredere befolkning.
En typisk japansk tøjstil for Edo-perioden indebar følgende dele:
Tomesode: Tomesode udviklede sig til at være en formel kimono for gifte kvinder. Den kan kendes på dens sorte baggrund og detaljerede broderier eller mønstre kun nederst på kimonoen. Den blev ofte båret til meget formelle lejligheder som bryllupper.
Komon: Denne kimono-stil er kendt for sine små, gentagne mønstre, der dækker hele stoffet. Komon var mindre formel end nogle andre kimono-stilarter og blev ofte båret til dagligdags lejligheder.
Zori: Traditionelle flade sandaler lavet af risstrå eller andet materiale. De blev båret af både mænd og kvinder og blev ofte ledsaget af tabi-sokker.
Kanzashi: Hårdekorationer, der blev populære blandt kvinder, især dem, der arbejdede i underholdningsindustrien som geishaer eller maikoer. De kom i forskellige former, fra enkle træpinde til udsmykkede metal- eller lakarbejde.
Japansk tøjstil i Meiji-perioden (1868-1912)
Meiji-perioden markerede en tid med drastisk forandring i Japan. Landet gennemgik en hurtig modernisering og industrialisering, som også afspejledes i mode og beklædningsvalg. Dette var tiden, hvor Japan begyndte at blande sin traditionelle æstetik med vestlige påvirkninger.
En typisk japansk tøjstil for Meiji-perioden indebar følgende dele:
Vesterniseret-tøj: Med åbningen af Japan for vesten blev vestlige tøjstilarter hurtigt trendy. Mænd begyndte at bære jakkesæt, mens kvinder adopterede kjoler og nederdele. Dog blev disse vestlige stilarter ofte kombineret med traditionelle elementer for at skabe en unik fusion.
Rokumeikan-stil: Navngivet efter Rokumeikan-bygningen i Tokyo, hvor mange vestligt inspirerede bals og fester blev afholdt. Denne stil kombinerede traditionelle kimonos med vestlige accessories som korsetter, handsker og hovedbeklædning.
Haikara: Et ord, der kombinerer “high collar” med den japanske udtale, refererer til den vestlige mode, som unge mænd i byerne adopterede. Dette inkluderede ting som bowlerhatte, højhalset skjorter og jakkesæt.
Sømands-uniform: Inspireret af vestlige skoleuniformer, blev sailor-uniformen populær blandt japanske skolepiger. Den blev en standard for kvindelige studerende og er stadig i brug i dag.
Historisk og Kulturel Kontekst:
Meiji-perioden var præget af Japans ønske om at “fange op” med de vestlige nationer. Dette førte til en hurtig absorption af vestlig teknologi, kultur og, naturligvis, mode. Samtidig var der et ønske om at bevare den japanske identitet, hvilket førte til en interessant blanding af øst og vest i tøjet.
Dette var også en tid med øget urbanisering. Store byer som Tokyo og Osaka blev centrum for mode og kultur. Den voksende middelklasse havde adgang til både traditionelle og vestlige beklædningsgenstande, hvilket førte til en diversitet i garderobevalg.
I Meiji-perioden blev japansk tøjstil et sandt møde mellem øst og vest, hvor traditionelle kimonoer blev båret side om side med vestlige jakkesæt, hvilket symboliserede en nation i transformation.
Som et svar på den hurtige vestliggørelse opstod der også bevægelser, der ønskede at bevare og fejre den traditionelle japanske æstetik. Dette afspejledes i mode med en genoplivning af visse traditionelle beklædningsgenstande og stilarter.
Opsamlende tanker
Gennem tiderne har den japanske tøjstil altid været et fascinerende udtryk for landets kulturelle og historiske udvikling. Fra de tidlige dage af Kamakura og Muromachi, hvor tøj afspejlede samfundets klassestrukturer og æstetiske værdier, til den eksplosive blanding af tradition og innovation i Edo og Meiji-perioderne, har Japans mode været en rejse i kontraster. Uanset om det er den enkle elegance af en kosode, den praktiske skønhed af geta og tabi, eller den dristige fusion af øst og vest i Meiji-periodens tøj, har den japanske tøjstil altid fundet en balance mellem respekt for tradition og en nysgerrighed over for det nye. I denne balance finder vi essensen af Japan – et land, der konstant fornyer sig selv, mens det holder fast i sin rige historie og kultur.